Dansk hitmager åbner butik i Tivoli
Han har stået på alverdens scener og sunget hits som "Kom tilbage nu" og "Regndans" med sit band, Danseorkestret, og sideløbende har han arbejdet som tegner og storyboarder for Disney og Pixar i USA.
61-årige Jørgen Klubien er en mand med mange talenter, og nu vil han vise endnu et frem.
Den erfarne sanger og tegner har nemlig sat sig for at åbne en butik i Tivoli i København, hvor han vil klippe og sælge sorte silhuetklip.
Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
- Jeg har en god ven i USA, der også gør det her med at klippe papirsilhuetter, og det er faktisk en gammel Tivoli-tradition, som Walt Disney efterfølgende har bragt til Disneyland, siger Jørgen Klubien i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg glæder mig rigtig meget, men jeg har da også sommerfugle i maven over at skulle have rigtige kunder i butikken, som betaler penge, og som jeg skal forsøge at gøre tilfredse.
For at blive klar til sit karriereskifte har Jørgen Klubien øvet sig i at lave silhuetter af kendte navne som den afdøde modedesigner Karl Lagerfeld, dronning Margrethe, H.C. Andersen og den amerikanske præsident Donald Trump.
Derudover har han en vis kreativ erfaring at trække på.
Jørgen Klubien har boet i USA siden 1978, hvor han har haft stor succes som tegner for Disney og Pixar. Han har blandt andet arbejdet på film som "Løvernes konge", "Pocahontas" og "Toy Story 2".
Fra nu af vil han dele sin tid mellem USA og Danmark.
Jørgen Klubiens silhuetbutik åbner i Tivoli 7. juni.
/ritzau/